Forfatteren undersøger, hvad frisættelse betyder for samarbejdet mellem forvaltningen og skoleledelsen, og viser det kræver en anden form for styring, hvor skolen selv kan definere hvilke indsatser, der skal til for at skabe en god skole. Forvaltningens rolle bliver at følge op på, hvorledes, og i hvilken udstrækning, lokale mål realiseres. Forfatteren kommer med forslag til rammesætning af samarbejdet.
Skoleudvikling er siden 00’erne blevet en central del af skoleledelsens arbejde. Fordringen knytter sig i høj grad til en politisk forventning om forandring af alle. Et af ledelsesgrebene fokuserer på lærere og pædagogers professionelle udvikling, der går via skolers interne ressourcepersoner med afsæt i begrebet distribueret ledelse. I samarbejdet mellem ressourcepersoner og kolleger skaber den ledelsesstrategiske forståelse, hvor kollegial forandring bliver en central funktion for ressourcepersoner, dog afkobling hos både ressourcepersoner og deres kolleger. Artiklen interesserer sig på den baggrund for to forhold, der vedrører denne problematik: Hvordan kan vi forstå konstruktionen af ressourcepersoner som en central funktion for kollegaforandring? Hvilke implikationer har det for skoleledelse? Sigtet er at bidrage til skoleledelsens håndtering af intern medarbejderudvikling. Artiklen konkluderer, at ressourcepersoner ikke genkender sig selv som ledelse, og kolleger ikke genkender deres primære opgave, når de selv bliver forandringsgenstanden. Ledelse må derfor opgive ideen om distribution af formel ledelse til ressourcepersoner med kolleger som den centrale forandringsgenstand.
På Kolind Skole anvendes læringsvideoer som et virksomt middel til kobling mellem teori og praksis ind i deres ledelse af praksisintegreret professionsudvikling, der forbinder sig til skolens arbejde med og i professionelle læringsfællesskaber. Gennem udvikling af trygge rum og med tydelig og ensartet rammesætning lykkes det skolen at etablere kontinuerlige læreprocesser, der udvikler det fagprofessionelle sprog og skaber løbende forbedringer i praksis. Dette er fremkommet af et aktionsforskningsforløb på skolen, som denne artikel har til formål at formidle gennem praksisbeskrivelser, teoretiske refleksioner og diskussioner om, hvordan fagprofessioner kan styrkes ved at forstå professionsudvikling og organisatoriske læreprocesser som central ledelsespraksis.
Kommunale indsatser med fokus på professionel praksisudvikling har gennem en årrække præget den danske folkeskole. Projekter er igangsat med forventning om den formelle skoleledelses implementering og omsætning af indsatserne i praksis. Ressourcepersoner har i den forbindelse været en ofte anvendt kommunal strategi i arbejdet med at realisere de kommunale forventninger. Denne vertikale implementeringskæde, hvor forvaltningstiltag forventes at sive ned gennem systemet, genererer forskellige problemstillinger. Artiklen, der baserer sig på to ph.d.-afhandlinger, adresserer fagprofessionelle, der i samarbejde med ressourcepersoner, er tiltænkt at være det sidste realiserende led i kæden. De strategiske indsatser synes her at ekskludere de fagprofessionelles mulighed for at være aktivt deltagende i den professionelle praksisudvikling. Forvaltninger og skolens ledelse får derfor en opgave med at træffe beslutninger, der bidrager til, at de fagprofessionelle bliver inkluderet og dermed reelt får mulighed for at deltage i at realisere de strategiske indsatser. På den baggrund spørger artiklen hvordan kan fagprofessionelle i den danske folkeskole blive inkluderet i det strategiske udviklingsarbejde om faglig praksisudvikling i samarbejdet med ressourcepersoner? Artiklen konkluderer, at forvaltninger og ledelse i højere grad må være selvobservante og iagttage, hvilke forudsætninger de bygger deres beslutninger på og herigennem kontrollere og opbygge deres resonanskapabilitet.
Den hastige digitalisering har længe udfordret ledere i skolen, men corona-krisen skruede tempoet endnu højere op. Den virtuelle skole blev lige pludselig den eneste mulige skole, ligesom de digitale læremidler og medier pludselig fik meget klare fordele i forhold til de analoge undervisningsmaterialer. En leder i undersøgelsen fortryder, at han ikke har gjort mere for at træne brugen af digitale platforme før krisen, men siger samtidig at det jo først blev nødvendigt da nedlukningerne ramte skolerne: ”(…) Det ville være nærliggende at skrive, at jeg skulle have sat mig ind i de digitale mødeplatforme, men det gav jo ingen mening før.”
I denne artikel introducerer vi et nyt begreb, som vi kalder etisk datasans (Staunæs, Bjerg, Juelskjær, Olesen 2021). Ambitionen med begrebet er at arbejde med et tillæg og alternativ til især amerikanske forståelser af dataliteracy, men også som et indspil i den uddannelsesledelse, der drives af alene begejstring eller modløshed, når data bliver et vilkår. I dag er alting data, som poeten Lone Hørslev i sin digtsamling Alt er data har udtrykt det, og vi tager det meste op som data og skaber dermed nye måder at arbejde på, nye former for samtaler og nye organiseringer af skolen – med datas hjælp. Udover begrebet etisk datasans, introducerer vi måder at tænke og praktisere etisk datasans gennem tænketeknologier og prototyper. Disse begreber er kvalificeret i en dansk uddannelseskontekst og i et tæt samarbejde mellem praktikere, konsulenter og forskere. Det har sin pointe. Der findes litteratur om data og dataledelse, internationalt set, men det meste er udviklet og afprøvet i langt mere hierarkiske kontekster og ikke holdt hen til en nordisk sammenhæng med de traditioner for samarbejde, demokrati og ledelse af selvledelse, der fungerer i danske uddannelsesinstitutioner...
På baggrund af den reformering og modernisering, de offentlige velfærdsinstitutioner har gennemløbet de sidste godt 30 år, er ledelsesprofessionalisering blevet en tydelig diskurs. Hvor en institutionsleder tidligere ansattes på baggrund af erfaringer og faglig karriere inden for et givet område, er det i dag det almindeligste, at der nu også forventes en teoretisk lederuddannelse, hvor blikket for organisation, kontrol med de organisatoriske processer ...
I denne artikel beskriver jeg en ledelsesform jeg kalder for ledelse på trivialiteter. Denne ledelsesform er kommet til syne igennem et større empirisk studie, som er afviklet på Granlund Skole. Skolen er beliggende i Nordjylland og er en typisk større, velfungerende skole med flere ledere og tre spor. Skolelederen (SL) har været leder på andre skoler i kommunen i en del år, og blev ansat som skoleleder på Granlund et år inde i folkeskolereformen 2014. I dette studie har jeg fokuseret på ledelsesfunktionen i mødet med elementerne i en ny reform og undersøgt hvordan aktørerne arbejder på at tage imod, få manøvreret på plads og få materialiseret disse elementer i den lokale praksis.
Der har de seneste år været fokus på at revitalisere den faglige dimension i ledelse. I dette skriv afdækker vi, hvori denne efterspørgsel efter en såkaldt faglig ledelse 2.0 består. Vi præsenterer forskellige definitoriske veje til at begribe begrebet, herunder tre teoretiske tilgange (det interventionistiske, interaktionistiske og autopoietiske perspektiv). Og vi giver nogle ten-tative bud på, hvilke grundlæggende elementer faglig ledelse 2.0 virker igennem. Vi er såle-des på jagt efter svar på tre fundamentale spørgsmål: Hvorfor faglig ledelse? Hvad er faglig ledelse? Hvordan faglig ledelse? Med henblik at bringe klarhed over den faglige ledelses bevæggrunde, begreber og basiselementer.