Artiklen viser, hvordan ledelse i dagtilbud har udviklet sig i spændingsfeltet mellem styring, faglighed og kultur. Forfatterne betoner betydningen af at fastholde pædagogik og pædagogisk arbejde som det centrale genstandsfelt for ledelse i et dagtilbud. I artiklen argumenterer forfatterne for et særligt perspektiv på ledelse i dagtilbud: som ledelse i og af et uenighedsfællesskab.
Artiklen viser ud fra analyser af interview med dagtilbudsledere fra forskellige kommuner og dagtilbudstyper, at lederne oplever ledelse i dagtilbud som et komplekst fænomen, hvor forskellige aspekter og aktører bidrager til at lede det pædagogiske arbejde. Artiklen giver på denne baggrund bud på, hvad ledere i dagtilbud skal være særligt opmærksomme på i koblingerne mellem de mange ledelsesbidrag, når det handler om den relevante faglighed.
I dansk sammenhæng er selvledelse blevet diskuteret flittigt de sidste 20 år, senest i debatter om frigørende ledelse, medledelse og den selvledende organisation. Ledelsesopgaven og dens udvikling i forhold til selvledelse har imidlertid ændret sig markant over samme periode. Spørgsmålet er derfor, hvad der i dag forventes af lederen, når organisationer bevæger sig mod mere selvledelse. Formålet med dette essay er at forstå de skift, der har været i forventningerne til ledelse af selvledelse.
Bo Klindt Poulsen undersøger uddannelsesvejledning i grundskolen fra 2001-2019. Med Foucaults begreber om forskellige magtformer analyserer Poulsen de styringsrationaler, der sætter betingelser for vejledning. Poulsen identificerer tre historiske faser og en tendens til at vejledning skal bruges til at sikre vækst og beskæftigelse. Ledelse af vejledning får dermed til opgave at gøre vejledningen og den vejledte samfunds(økonomisk) ansvarlig.
Forfatteren undersøger, hvordan det historiske begreb ’kollektiv ledelse’ adskiller sig fra eller ligner nyere frisættende ledelsestilgange som tillidsbaseret ledelse, samskabelse og distribueret ledelse. Kollektiv ledelse og samskabelse kræver, at ledelsen frigiver magt og tager risici uden sikre resultater. Distribueret ledelse og tillidsbaseret ledelse er mindre risikable, da ledelsen kontrollerer magtafgivelsen.
Skoleudvikling er siden 00’erne blevet en central del af skoleledelsens arbejde. Fordringen knytter sig i høj grad til en politisk forventning om forandring af alle. Et af ledelsesgrebene fokuserer på lærere og pædagogers professionelle udvikling, der går via skolers interne ressourcepersoner med afsæt i begrebet distribueret ledelse. I samarbejdet mellem ressourcepersoner og kolleger skaber den ledelsesstrategiske forståelse, hvor kollegial forandring bliver en central funktion for ressourcepersoner, dog afkobling hos både ressourcepersoner og deres kolleger. Artiklen interesserer sig på den baggrund for to forhold, der vedrører denne problematik: Hvordan kan vi forstå konstruktionen af ressourcepersoner som en central funktion for kollegaforandring? Hvilke implikationer har det for skoleledelse? Sigtet er at bidrage til skoleledelsens håndtering af intern medarbejderudvikling. Artiklen konkluderer, at ressourcepersoner ikke genkender sig selv som ledelse, og kolleger ikke genkender deres primære opgave, når de selv bliver forandringsgenstanden. Ledelse må derfor opgive ideen om distribution af formel ledelse til ressourcepersoner med kolleger som den centrale forandringsgenstand.
Kommunale indsatser med fokus på professionel praksisudvikling har gennem en årrække præget den danske folkeskole. Projekter er igangsat med forventning om den formelle skoleledelses implementering og omsætning af indsatserne i praksis. Ressourcepersoner har i den forbindelse været en ofte anvendt kommunal strategi i arbejdet med at realisere de kommunale forventninger. Denne vertikale implementeringskæde, hvor forvaltningstiltag forventes at sive ned gennem systemet, genererer forskellige problemstillinger. Artiklen, der baserer sig på to ph.d.-afhandlinger, adresserer fagprofessionelle, der i samarbejde med ressourcepersoner, er tiltænkt at være det sidste realiserende led i kæden. De strategiske indsatser synes her at ekskludere de fagprofessionelles mulighed for at være aktivt deltagende i den professionelle praksisudvikling. Forvaltninger og skolens ledelse får derfor en opgave med at træffe beslutninger, der bidrager til, at de fagprofessionelle bliver inkluderet og dermed reelt får mulighed for at deltage i at realisere de strategiske indsatser. På den baggrund spørger artiklen hvordan kan fagprofessionelle i den danske folkeskole blive inkluderet i det strategiske udviklingsarbejde om faglig praksisudvikling i samarbejdet med ressourcepersoner? Artiklen konkluderer, at forvaltninger og ledelse i højere grad må være selvobservante og iagttage, hvilke forudsætninger de bygger deres beslutninger på og herigennem kontrollere og opbygge deres resonanskapabilitet.