I en poetisk og provokativ form tager Dissings ledelsespoetik os med på en tour de force i ledelsesperspektiver og skriver ledelse frem, ikke som sofistikeret videnskab, men som det, der foregår på den yderste kant, hvor der ingen entydige svar er. På kanten digter forfatteren ledelse mere som poesi end videnskab, mere som kunst end håndværk. Ledelse som en affektiv disciplin, som med sin rettethed kan bevæge til forståelse og handling, fungere som konstruktion af meningsfulde tilknytningsmuligheder og som ledsagelse af organisationens skiftende positioneringer. Ledelse som relationsbaseret og samskabende proces gennem refleksive, integrerende dialogiske processer, som bevægelse og bevægende, en dans mellem tilknytning og adskillelse.
Det er et personligt credo, der ikke postulerer at være sandt, funderet i specifik teori eller evidensbaseret, men på trods heraf - eller netop på grund af dette - kan være meningsfuldt og brugbart. Læs, lad dig bevæge, dans med, lad dig tirre af tekstens anderledeshed. ”I en verden (..)domineret af en dødelig angst for alt kontingent, uigennemsigtigt og uforklarligt, udgør kunstnerisk fremstillet fiktion en vedvarende træningssession for det at skulle lære at leve med det ambivalente og det mystiske; den indgyder tolerance, mod og anerkendelse af det lunefulde, det kontingente, og det, der ikke helt kan forudbestemmes, forklares eller forudsiges; den fremmer forsoningen med det kontingente ved livet og det polyfoniske ved sandheden (Bauman 1997:119). Sådan en poetik finder du her.

Hvad er behovet for de opgaver du arbejder med? Mødet du deltager i? Eller endda jeres organisations overordnede målsætninger? Hvordan og på hvilken måde giver det mening for dig, jer, jeres kunder? Og hvilken effekt skal der komme ud af jeres arbejde, anstrengelser? Disse tre optikker kalder vi for organisationens tre essentielle spørgsmål. De har til hensigt at understøtte og perspektivere jeres arbejde og begrunde hvorfor I gør som I gør.

Denne artikel synliggør de muligheder, offentlige ledere kan skabe med entreprenøriel hand-len og refleksion. Vi giver nogle bud på, hvordan ledere kan udvikle og lede en offentlig organisation, der håndterer komplekse problemstillinger ved netop at understøtte entreprenøriel handling. At være entreprenøriel er en måde at være til og agere i verden på, og entreprenørielle organisationsmedlemmer kan bidrage til at skabe og udnytte nye muligheder i politiske, mål- og kontraktstyrede organisationer. Entreprenøren tager udgangspunkt i, at fremtiden skabes af menneskelige handlinger, og at vi derfor selv kan påvirke og være med til at udvikle den.

At være en rationel og målrettet leder indebærer en konflikt mellem at være fokuseret og tro mod specifikke mål og samtidig åben og undersøgende i forhold til alt det, det ellers kunne være værd at stræbe efter. I dette essay bruges Herman Melvilles roman Moby Dick fra 1851 til at få indsigt i netop denne konflikt. Romanen omfatter en målorienteret og lineær fortælling om kaptajn Ahabs jagt på den hvide hval, som imidlertid indlejres i en udforskende og alt andet end lineær fortælling fremført af sømanden Ishmael. På den måde frembyder romanen en kompleks form, der giver indblik i det dynamiske forhold mellem fokus og udforskning.

Samskabelse er i disse år et centralt fokusområde på kommunernes politiske dagsorden. Denne case handler om, hvad der sættes på spil, når kommunal velfærd organiseres på tværs af faglige og sektorielle grænser. I casen følger vi planlægningen og gennemførelsen af et kommunalt innovationsprojekt med fokus på at udvikle nye tværgående samarbejdsformer på børne- og ungeområdet med inddragelse af lokale kultur- og fritidstilbud m.fl. Formålet med casen er at illustrere og diskutere, hvordan samskabelsesinitiativer afføder en kompleks strategisk situation for de involverede medarbejdere og ledere. Casen henvender sig til velfærdsprofessionelle og velfærdsledere med interesse for samskabelsesprocesser, samt til kursister og undervisere på efter-/videreuddannelse med fokus på samskabelse indenfor velfærdsprofessionerne, fx på PD-moduler eller på DIL, DOL, MPA, MLU.

Denne case handler om, hvordan pædagogisk praksis og ledelse kan arbejde med udfordringer ved rørende (u)lige deltagelsesmuligheder for børn. Casen indfører først læseren i baggrunden for at gøre ligestilling til et særligt fokus i pædagogisk arbejde og ledelse, samt hvorledes en normkritisk tilgang kan understøtte dette. Endvidere illustrerer casen et konkret eksempel på sådan en indsats indenfor dagtilbudsområdet, samt stiller læseren forskellige spørgsmål til refleksion – alt efter om man ønsker at diskutere ud fra et pædagog-, studerende- eller lederperspektiv.

Casen tager afsæt i to pædagogers frustrationer over, at der ikke er indlagt forberedelsestid i deres arbejdstid og deres beslutning om at tage problemstillingen op til drøftelse med den faglige leder samt resten af personalegruppen. Både i et medarbejder- og lederperspektiv gives anledning til at identificere og drøfte etiske dilemmaer, der kan opstå i et krydspres mellem ’ydre’ vilkår for det pædagogiske arbejde og de professionelles idealer om kvalitet.

Med New Public Management som styringsform har fokus gennem de seneste år været på målopnåelse (KPI), for at skabe høj produktivitet og kvalitet indenfor bl.a. sundhedsvæsenet. Ledelsesmæssigt ønskes samtidig et godt psykisk arbejdsmiljø og medarbejdertrivsel. Teorien om virksomheders sociale kapital inspirerer til ledelsesmæssige handlemuligheder der skaber udvikling qua medarbejdernes kreativitet, samarbejde og faglige ekspertise i organisationen.

Casen tager udgangspunkt i en gruppe pædagogers oplevelse af ledelsens betydning for kvaliteten af den daglige dagtilbudspraksis. Personlighed og deltagelse i hverdagen nævnes som centrale parametre for definitionen af god ledelse. Udfordringen bliver dermed, hvordan den faglige leder kan operere i krydspresset mellem operationaliseringen af opgaver defineret af politiske og administrative aktører overfor forventningen om nærvær og engagement fra de fagprofessionelle.

Igennem årene har udviklingen i offentlige organisationer og offentlig ledelse haft så massivt et fokus på økonomi, målbarhed, evidens, effektivisering, KPI’er mm. så det efterhånden er blevet næsten usynligt (og glemt), at det faktisk handler om mennesker. Den offentlige sektor handler om de borgere, der skal hjælpes, serviceres og støttes af de offentlige ydelser og services.  Og det handler om, at de mange ansatte skal havde rammer, vilkår, styring og ledelse som gør det muligt at levere til borgerne. Resultatet af det ’skæve’ fokus er en stille og snigende dehumanisering af såvel borgere som ansatte. Men der er måske et opgør på vej. Hvis vi tør tage de nødvendige skridt.